ALECTIA styrker sin førende position inden for arbejdsmiljø og sundhedsledelse med endnu et opkøb
Healthy Company beskæftiger 10 specialister inden for sundhed, sikkerhed og trivsel. Fra d. 1. december er rådgivningsvirksomheden en del af ALECTIA, som konsoliderer sin position som Danmarks største arbejdsmiljørådgiver. Det er ALECTIAs tiende opkøb siden 2005.
Rådgivningsvirksomheden Healthy Company er specialiseret i at arbejde forretningsdrevet og integreret med sundhed, sikkerhed og trivsel på arbejdspladsen for derigennem at styrke medarbejdernes udvikling og effektivitet. Rådgivningen tager afsæt i arbejdsmiljøfilosofien ”Den integrerede indsats”, som giver mindre fravær og nedslidning og skaber øget trivsel og sundhed.
”Healthy Company er en ung konsulentvirksomhed, som vil styrke ALECTIAs eksisterende rådgivning inden for sundhedsfremme. Overtagelsen vil skabe stærke faglige synergieffekter, og vi vil derfor kunne tilbyde vores kunder endnu bedre løsninger,” siger adm. dir. Jens Moberg, ALECTIA, og fortsætter: ”Et godt arbejdsmiljø giver færre sygedage og øger produktiviteten, og det kan i sidste ende ses på bundlinjen. Forebyggelsesindsatsen og det gode helbred er en grundforudsætning for et langt arbejdsliv og dermed nøglen til at fastholde danskerne længere på arbejdsmarkedet.”
Healthy Company blev stiftet i 2006 og arbejder integreret med sundhed, sikkerhed og trivsel. Baseret på dataindsamling og analyse af disse tre områder har virksomheden identificeret en lang række videnskabeligt anerkendte sammenhænge og testet deres indbyrdes relation. På baggrund af en analyse af den enkelte virksomhed, får ledelsen en dyb indsigt i årsager og konsekvenser på tværs af sundhed, sikkerhed og trivsel – og den deraf følgende driftsøkonomi. I en optimal virksomhed er der en klar rød tråd imellem sundhedsfremme- og arbejdsmiljøtiltag, og det er tydeligt for både medarbejdere og ledere, at tiltagene er både værdiskabende og vedkommende.
Direktør for arbejdsmiljø Kenneth Ajslev forklarer: ”Healthy Company har flyttet sundhed, sikkerhed og trivsel helt ind i direktionslokalet og helt ud i skurvognen på én gang. De veldokumenterede og målbare forbedringsmuligheder skaber en stærk ledelsesopbakning til de fastsatte tiltag, hvilket er essentielt for at opnå en varig forbedring. Vi oplever en stigende efterspørgsel på både den praktiske og den strategiske rådgivning. Opkøbet af Healthy Company er en solid udvikling af vores samlede tilbud til markedet.”
