Ergonomisk arbejdsmiljø i Panums forskningstårn

Foto: C.F. Møller
Ergonomiske velfungerende arbejdsmiljøløsninger, der tager højde for rentabilitet, kvalitet og bæredygtighed, kræver vilje, forståelse og handling. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet har hyret Danmarks største arbejdsmiljørådgiver ALECTIA til at skabe velfungerende arbejdsmiljøløsninger i det nye Panumtårn, der skal stå klar ved udgangen af 2014.
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet prioriterer ergonomisk arbejdsmiljø allerede fra de første faser af byggeprocesserne bl.a. i form af grundige behovs- og funktionsanalyser. Her er det væsentligt at få brugernes viden bragt i spil ved målrettet facilitering af brugerprocesserne. ”Det er min påstand, at hvis forarbejdet er gjort godt – så vil det tjene sig ind i mangefold i rådgiverhonorar, og man vil få et klart bedre slutresultat, som brugerne vil være mere tilfredse med”, vurderer fakultets arbejdsmiljøleder Janne Funder Jensen.
Den ergonomiske arbejdsmiljøundersøgelse baserer sig på en ergonomisk strategi, som fakultetet har udarbejdet i samarbejde med rådgivningsvirksomheden ALECTIA med støtte fra Arbejdstilsynet. Strategien sigter mod, at alle bygningens arbejdspladser indrettes ergonomisk optimalt efter de ansattes opgaver og gældende dansk lovgivning.
Specialiseret ergonomisk arbejdsmiljørådgivning
ALECTIAs rolle i byggeprocesserne er dels at yde specialiseret ergonomisk arbejdsmiljørådgivning og dels at fungere som procesfacilitator. Arbejdsfysiolog i ALECTIA Lotte Finsen beskriver den ergonomiske undersøgelse af arbejdsmiljøet således:
”Optimale ergonomiske arbejdsmiljøvalg og prioriteringer, samt kraftfuld implementering sker via tre spor hhv. proces, forskrifter/krav og kompetencepersoner. Gode ergonomiske løsninger giver langt fra altid sig selv. Tit kræver de en proces, der definerer arbejdsmiljøbehov, afprøver mock up’s og indretninger samt indeholder en grundig undersøgelse af tegninger fx i forhold til plads, flow og tilgængelighed. Her skal brugere, arbejdsmiljørepræsentanter og evt. ergonomiske specialister sammen udarbejde forskrifter og detaljerede kravspecifikationer, som hjælper med at finde arbejdsmiljøløsninger, som tager højde for indretning, inventar samt materiale- og personflow.”
Centralt for ergonomisk undersøgelse af arbejdsmiljøet er, at løsninger skal vurderes i forskellige situationer:
- under brug
- ved rengøring
- ved vedligehold og reparation
- ved montering/afmontering fx ved omrokering/justeringer i indretningen
Hvad der er en god arbejdsmiljøløsning for den daglige bruger, er ikke altid en brugbar løsning for rengøringen eller driften, men jo tidligere i byggeprocessen man stiller skarpt på reelle arbejdsmiljøbehov, desto lettere når man en bedre løsning.
