Fra gasforsyning til fjernvarme i industrikvarter i Brøndby

Ingeniørrådgivningen på et fjernvarmeprojekt i industrikvarteret Ragnesminde i Brøndby er vundet af ALECTIA. Projektet omfatter konvertering af gasforsyningsområdet til fjernvarme. Det giver en økonomisk fordel for de kunder der tilslutter sig, og en miljømæssig gevinst i form af en reduktion af CO2-emission.
Industrikvarteret Ragnesminde i Brøndby Kommune og Vallensbæk Kommune forventes fra 2011-2013 konverteret fra gasforsyning til fjernvarmeforsyning. Projektforslaget er fremsendt til godkendelse i kommunerne og den endelige godkendelse forventes at foreligge i maj 2011. Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S er bygherre og den samlede anlægsinvestering er på ca. 100 mio. kr.
ALECTIA rådgiver om fjernvarmeprojektet og skal projektere 17 km fjernvarmeledninger og vekslerinstallationer hos de industrikunder, der ønsker at konvertere til fjernvarme. ALECTIA skal derudover projektere en vekslerstation i Brøndbyvester fjernvarmecentral. Desuden står ALECTIA for byggeledelse og tilsyn i perioden samt for at sikre et godt arbejdsmiljø og varetage sikkerhedskoordineringen.
Samfundsøkonomisk og miljømæssig gevinst
En samfundsøkonomisk analyse af fjernvarmekonvertering i Brøndby er gennemført ved udarbejdelsen af projektforslaget. Analysen viser en positiv samfundsøkonomi ved konvertering af området til fjernvarme, som primært skyldes lave brændselsomkostninger for fjernvarme pga. en effektiv kraftvarmeproduktion.
Projektet giver desuden en miljømæssig fordel ved reduktion af CO2-og SO2-emission. I slutningen af planperioden vil konvertering til fjernvarme årligt spare ca. 5.000 tons CO2 om året, hvis alle 250 mulige fjernvarmekunder tilslutter sig.
Omlægning til fjernvarme ved Slotsholmen
I øjeblikket er ALECTIA desuden rådgiver på et andet fjernvarmeprojekt for Slots- og Ejendomsstyrelsen, hvor varmeforsyningen ved Slotsholmen skal omlægges fra damp til fjernvarme. Slotsholmen er reelt en ø i Københavns centrum, der omfatter Christiansborg, som bl.a. huser Folketinget, Statsministeriet og Højesteret. På øen er også Christiansborg Slotskirke, Thorvaldsens Museum, Rigsarkivet, Tøjhusmuseet og en lang række ministerier. Læs mere her.
