Louisiana bygger energivenligt kunstmagasin

Kunstmuseet Louisiana får et længe ventet ønske opfyldt med et state-of-the-art kunstmagasin på 2.000 m2 til museets opbevaring af kunst. ALECTIA er husrådgivere på Louisiana siden 1995 og rådgiver om kunstmagasinet. Det bygges efter et koncept for passiv klimatisering af magasiner, udviklet af ALECTIA, der sætter standard for fremtidens energivenlige museumsmagasiner.
Det ny kunstmagasin på Louisiana kommer til at ligge i Humlebæk, ikke langt fra Louisiana, på en nyindkøbt grund. Det nye 2000 m2 store kunstmagasin til 26,9 mio. kr. skaber grundlag for en løsning af Louisianas magasinproblemer mange år fremover. Ved at bygge et moderne eksternt magasin får museet kontrol over egen kunst, i stedet for at have kunsten placeret på magasiner mange forskellige steder hos eksterne leverandører. Byggeriet får samme sikringsklasse som selve museet.
Strategi for kunsthåndteringen
Kunstlageret vil give Louisiana mulighed for at bevare det voksende antal kulturværker forsvarligt, både opbevaringsmæssigt og sikkerhedsmæssigt nær museet. Det er en vigtig brik i strategien for kunsthåndteringen på museet. Projektet kommer dermed til at passe på den danske kulturarv, så den kan sikres for fremtidige generationer.
Kunstmagasinet er en nytårsgave til Louisiana på 26,9 mio. kr., fordelt med en tredjedel fra hver af fondene VELUX FONDEN og VILLUM FONDEN samt AUGUSTINUS FONDEN. Byggeriet af kunstlageret ventes igangsat i sommeren 2011 med afslutning i begyndelsen af 2012.
Nyeste udvikling inden for magasinopbevaring
Magasinbygningen bygges efter ZEPHYR-metoden, der er et koncept for passiv klimatisering af magasiner, udviklet af ALECTIA i samarbejde med Lunds Universitet og Nationalmuseet. Metoden udnytter bestemte bygningsmaterialers fysiske egenskaber til at opnå et stabilt klima med et yderst begrænset forbrug af energi for at nå de optimale forhold for kunsten. Opbevaringsmetoden er den nyeste udvikling inden for magasinopbevaring i museumsverdenen.

Omfattende rådgivning
ALECTIA rådgiver om alle ingeniørydelser, herunder energi, miljø, bæredygtighed, el og belysning, ventilation, varme- og køling, VVS og brand. Da det forventes, at det indkøbte grund er delvis forurenet, vil der blive foretaget en nødvendig fjernelse af forurenet jord, så grunden kan bruges til formålet. Desuden fokuserer Louisianas, som en del af museets politik at have et højt niveau for arbejdsmiljø, også på museets byggerier. ALECTIA rådgiver derfor også om både jordforurening og arbejdsmiljø.
Udover kunstlageret er ALECTIA desuden lige startet med et projekt på Louisiana, hvor butiksområdet skal renoveres.
ZEPHYR konceptet – passiv klimatisering
ZEPHYR-metoden udnytter bygningsmaterialernes fysiske egenskaber til at opnå et stabilt klima. Med anvendelse af ZEPHYR-metoden opnås et stabilt og driftsikkert klima med lavere driftsomkostninger end ved traditionelt mekanisk klimatiserede magasiner. En del byggematerialer kan afgive og optage fugt til og fra luften samt optage og afgive energi i form af varme. Med disse fysiske egenskaber vil materialerne altid tilstræbe at være i ligevægt med den omgivende luft. Luftens evne til at indeholde vand og energi (varme) er langt ringere end byggematerialernes, derfor vil det være byggematerialerne, der er bestemmende for luftens temperatur og relative luftfugtighed i et rum i en bygning.
Hvis rumluftens temperatur eller fugtindhold ændres f.eks. ved udluftning, vil byggematerialerne reagere og optage eller afgive varme og fugt, indtil en ligevægt igen er opnået. Dvs. bygningsmaterialerne fungerer som beskyttelse mod variationer i udeklimaet, samtidig med at de fungerer som fugt- og varmebuffer for indeklimaet.
ZEPHYR-konceptet er anvendt til mere end 100.000 m2 arkiv- og museums-magasiner i både Danmark og i udlandet, blandt andre:
- Nationalmuseet, Brede Værk bygning 6, Danmark
- Kungliga Husgerådskammaren, Stockholm, Sverige
- Staatsarchiv der Freie und Hansestadt Hamburg, Tyskland
- Landesarchiv Schleswig-Holstein, Slesvig, Tyskland
De 10 bud for ZEPHYR-klimatisering
- Tunge konstruktioner: Tunge konstruktioner af f.eks. beton og murværk medvirker til at stabilisere temperaturen.
- Porøse bygningsmaterialer: Visse materialer som f.eks. moler, tegl og træ er porøse og medvirker derved til at stabilisere den relative luftfugtighed i den omgivne luft.
- Velisoleret klimaskærm: I en velisoleret bygning er indeklimaet mindre påvirket af udeklimaets temperaturvariationer, og den har et lavt energiforbrug.
- Lufttæt konstruktion: I en tæt bygning er indeklimaet mindre påvirket af udeklimaets temperatur- og fugtvariationer, og den har et lavt energiforbrug.
- Ingen permanente arbejdspladser: Magasinet er skabt for opbevaring af genstande. Personer har kun adgang for fremtagning og hensætning af genstande samt ved almindelig drift og vedligehold. Evt. nødvendige arbejdspladser indrettes i egnede rum adskilt fra magasinet.
- Adgang gennem luftsluser: Luftudveksling mellem rum med forskelligt formål belaster indeklimaet i magasinet. Luftsluser reducerer luftudvekslingen.
- Ingen vinduer: Magasinet etableres uden vinduer, idet lys og solstråling er skadeligt for de fleste genstande og fordi det termiske indeklima bliver mere stabilt. Da der ikke er permanente arbejdspladser i magasinet, er der heller ikke behov for udsyn.
- Effektiv belysning: Varmeafgivelsen fra belysningen kan belaste det termiske indeklima, og derfor indrettes magasinet med effektivt zoneopdelt belysning.
- Begrænset teknik: Teknik anvendes til at understøtte den bevidste udnyttelse af bygningens fysiske egenskaber. Et mindre ventilationsanlæg sikrer mod stillestående luft ved at recirkulere luften. Opvarmning sker via ventilationen, så der ikke er vand i magasinet. El-installationer for belysning, stikkontakter og lignende er spændingsløse, når der ikke er personer tilstede.
- Tør bygning: Det tilstræbes at begrænse tilførslen af vand i byggefasen, så magasinet kan tages i brug umiddelbart efter afleveringen. ZEPHYR konceptet fungerer dog først i fuldt omfang efter en længere udtørringsperiode på op mod 2 år, men i denne periode affugtes luften via recirkuleringssystemet.

Louisiana, Museum of Modern Art
ALECTIA og Louisiana har siden 1995 haft et tæt samarbejde:
- 2010-: Nyt kunstlager i form af energibesparende lager til museets samlinger.
- 2007-: Løbende rådgivning ved renovering og modernisering af bygningsinstallationer.
- 2003-2007: Modernisering af museets 4 fløje, herunder opdatering af brandsikring, klimastyring, etablering af nødforsyning og UPS anlæg iht. Kulturministeriets Sikringsudvalg. Udføres i etaper.
- 2000-2002: Rådgivning og projektering v. renovering af ventilationsanlæg for Louisianas skiftende udstillinger samt museumsmagasinerne med henblik på at forbedre klimaforhold i både sale og magasiner.
- 2000-2001: Forslag til ventilation i koncertsal. Modernisering af samtlige Louisianas bygninger. Ombygning af bærende konstruktioner, ændring af bygningsfysiske forhold i facade og tagkonstruktioner.
- 1995-1998: Rådgivning om konstruktioner, vvs og ventilation, bygningsfysiske forhold og taghave ved underjordisk udbygning af Louisianas butik på ca. 1.000 m2.
ALECTIA har indgående museumskendskab
ALECTIA A/S har et indgående kendskab til museer. Siden 1912 har vi rådgivet om, projekteret og ført tilsyn med kulturinstitutioner og udstillinger. Her er et udpluk af vores museumsreferencer siden år 2000:
- Det nye Søfartsmuseum, Helsingør, bygherrerådgivning, projektledelse, byggeledelse, teknikdel.
- Øregaard Museum, alle ingeniørydelser ved renovering af fredet museumsbygning fra 1806.
- Fuglsang Kunstmuseum - Storstrøms Kunstmuseum, alle ingeniørydelser i opførelsen af det nye museum.
- Vejle Kunstmuseum, alle ingeniørydelser og projektering af ny tilbygning.
- Nationalmuseet, rådgiver siden 1925 på en lang række opgaver.
- H.C. Andersens Hus, Odense, projektering med konstruktioner og bygningsinstallationer, herunder ny hovedindgang, ny museumsbutik, modernisering af udstillings- og publikumsfaciliteter.
- Ordrupgård Kunstmuseum, projektering af alle ingeniørydelser, tilsyn med og byggeledelse.
- Charlottenborg, København, rådgiver siden 1930 på en lang række områder.
- Haderslev Museum, nyt klimaanlæg med fremtidssikring og energiøkonomi.
- ARoS Aarhus Kunstmuseum, bygherrerådgivning om sikringsanlæg for sikring af museet og sikring af kunstgenstande.
- Zoologisk Museum, Svendborg, udvikling og projektering af alle ingeniørydelser herunder brandteknik og sikringsinstallationer ved udvidelse af museum.
- Rigsarkivet, Ørestad, bygherrerådgivning af det nye rigsarkiv på 65.000 m2.
- Geocenter Møns Klint, bygherrerådgivning for nyt museum.
