Modernisering af produktionsfaciliteter hos Novo Nordisk

ALECTIA hjælper Novo Nordisk med en modernisering af virksomhedens produktionsfaciliteter i Bagsværd. Projektet er planlagt i mindste detalje med meget korte produktionsstop, mens ombygningen foregår. Gennem hele projektforløbet er energiforbrug, arbejdsmiljø, teknisk anvendelighed og kvalitet i højsædet.
Som en del af Novo Nordisk A/S løbende modernisering af deres produktionsfaciliteter er ALECTIA blevet bedt om at projektere og implementere ny PTW, WFI og PSG produktion, distribution samt tilhørende indskæringer i den eksisterende produktion i Bagsværd. En gradvis nedlægning af det eksisterende udstyr bliver planlagt og udført sideløbende, ligesom alle tilstødende forsyninger som VVS, ventilation, el, BMS, SCADA, kloak og konstruktioner også projekteres sideløbende. PTW er Pretreated Water, WFI er Water For Injection og PSG er Pure Steam Generator og anvendes bl.a. i produktionen af insulin.
Ombygning mens produktionen kører
Projektet er planlagt til at blive eksekveret i tre etaper over de næste tre år, med meget korte produktionsstop i omkoblingsfaserne. Dette opnås med en høj grad af præfabrikation, planlægning, løbende kvalitetskontrol og test. Arbejdsmetoden har igennem mange år været anvendt hos ALECTIA i bl.a. den farmaceutiske industri. Metoden er specielt målrettet ombygning af faciliteter i produktion.
Succeskriterier
Det overordnede succeskriterium for projektet er at indrette en vandbehandlingscentral af høj kvalitet med den ambitiøse målsætning at sætte standarden for, hvordan Novo Nordisk A/S opbygger vandbehandlingsfaciliteter, hvor energiforbrug, arbejdsmiljø, teknisk anvendelighed og kvalitet er i højsædet.
Brugerinvolvering og arbejdsmiljø
ALECTIAs projektteam er organiseret, så de fleste interessenter hos Novo Nordisk har en pendant at spejle sig i hos ALECTIA, og sammen med en høj grad af brugerinvolvering er det muligt at skabe en fælles målsætning. Arbejdsmiljø er inddraget meget tidligt i projekteringen og danner derved bro mellem den mere traditionelle ingeniørprojektering og den mere langsigtede anvendelse af udstyret.
