Passivhus børnehave med førsteklasses indeklima
En ny klimabørneinstitution Elverhuset i Høje-Taastrup Kommune skal bygges som passivhus. ALECTIA og Bjerg Arkitektur fokuserer udover et meget lavt energiforbrug også på miljøvenlige materialer og et førsteklasses indeklima.

Daginstitutionen Elverhuset på 900 m2 i Høje-Taastrup Kommune bliver bygget som passivhus. Bygningen skal stå færdig ved indgangen af 2011. Udformning, disponering og materialerne er valgt i forhold til at skabe en energivenlig og miljøvenlig børneinstitution. Projektleder Eva Boch fra ALECTIA siger:
”Børneinstitutionen udformes så klimavenlig og bæredygtig som muligt, så de ca. 150 børn samt pædagoger oplever et inspirerende fysisk miljø, der baserer sig på frisk og ren luft, sunde og miljøvenlige materialer, masser af naturligt sollys, rummelighed og kontakt til naturen. Elverhuset opføres og certificeres således som passivhus, så der både sommer og vinter er behagelige indendørstemperaturer med ekstremt lavt energiforbrug. Alt i alt giver det medarbejdere og børn et førsteklasses indeklima.”
ALECTIA står for projektering af alle ingeniørdiscipliner med særlig fokus på bæredygtige løsninger i samarbejde med Bjerg Arkitektur. Totalentreprenør er Anker Hansen & co.
Bygningens hjerte renser bygningen for CO2
Et stort atrium i midten af klimabørnehaven fungerer som bygningens hjerte, der fordeler lys og luft ud i alle kroge af bygningen. Lars Køhler fra Bjerg Arkitektur forklarer:
”Atriet kommer til at fungere som sluse for den naturlige ventilation, som er essentielt at få indarbejdet i en børneinstitution med mange mennesker samlet på få kvadratmeter. Et stort træ i atriet samt mange grønne planter vil ligeledes være med til at skabe en grøn og naturlig atmosfære i hele bygningen. De sørger samtidig for at rense bygningen for CO2. Sammen med lavenergi- og indeklimatiltagene giver det et indeklima i klasse 1, som er den mest optimale indeklimaklasse, der kan opnås.”

Klimabørnehaven med fokus på lavenergi og indeklima
ALECTIA og Bjerg Arkitektur samarbejder om følgende lavenergi- og indeklimatiltag:
- Solvarmeanlæg til brugsvand
- Bygningen placeres, så solens passive energi til opvarmning udnyttes bedst muligt
- Bygningen åbnes primært op mod syd med store glasfacader og lukket mod nord for at udnytte og maksimere solens aktive varmebidrag
- Passivhus vinduer med 3 lags glas med ekstra isolerende gasarter
- Klimaskærmen – ydervægge og tag – bygges ekstremt tæt med lette slanke træprofiler og spær, der minimerer kuldebroseffekten, og der bliver yderligere indført isoleringslag med krydsende træribber, så kuldebroer brydes helt
- Naturlig ventilation som supplement til mekanisk ventilation
- To etagers bygning i den mest muligt kompakte form: Kvadratet
- Sænkning af bygning i forhold til det omkringliggende terræn, så terrænets effekt som varmebuffer i både sommer- og vinterhalvåret udnyttes
- Tung betonkonstruktion i stueplan og en lettere trækonstruktion i den øverste etage, så betonens varmeakkumulerende effekt i husets termiske system udnyttes.
