Fremtidssikret fjernkøling

DTU i Lyngby har 100 bygninger, 6.500 studerende og 2.700 medarbejdere. Universitetet har en lang række eksperimentelle faciliteter på campus, som bl.a. indbefatter serverrum med it-udstyr – herunder Danmarks hurtigste supercomputer – og procesanlæg for laboratorierne. Det giver et stort behov for køling, og ALECTIA rådgiver om et omfattende projekt på fjernkøling.
Fjernkøling bygger på samme princip som fjernvarme. Køleeffekten produceres i en eller flere maskincentraler og distribueres med vand gennem et rørsystem til de tilkoblede bygninger. Der vil på sigt blive etableret i alt 8,2 km hovedforsyningsrør, hvilket giver en køleeffekt svarende til kølingen af ca. 35.000 husholdningskøleskabe.
I stedet for at udfase de ca. 150 lokale køleanlæg enkeltvis har DTU valgt at erstatte dem med én ny, energirigtig løsning. Samtidig er DTU på forkant med udfasning af de nuværende freonkøleanlæg, som loven kræver, idet de i stedet vil benytte naturlige kølemidler, der er langt bedre for miljøet.
DTU får med løsningen en centraliseret og klimavenlig fjernkøling, der giver langt større driftssikkerhed, sparer 1.000 ton CO2 om året og op til 50 pct. på energiregningen. Besparelsen vil alene på elforbruget være på 1-1,2 mio. kr. pr. år. Hertil skal indregnes, at DTU får en langt mere fremtidssikret løsning, der er nem at udbygge.
Fordele ved fjernkøling
- Sparer CO2
- Reducerer energiomkostninger
- Erstatter freonbaserede køleanlæg
- Centrale fjernkøleanlæg er mere effektive og stabile (ligesom ved fjernvarme)
- Begrænser støjgener og krav til pladsen
- Færre udgifter til service og vedligehold i forhold til mange små lokale systemer
- Høj forsyningssikkerhed
- Langtidsholdbar investering
Danmarks hurtigste supercomputer
DTU indviede i oktober 2009 deres nye supercomputer, Niflheim, der kan udføre over 45 billioner (45.000.000.000.000) regne-trin i sekundet og skal bruges til at udvikle teknologier til fremtidens bæredygtige energiforsyning.
ALECTIA har stor erfaring med indretning af serverrum og har rådgivet om design og projektering af installationer, herunder køling, el og sikringsanlæg. DTU’s nye fjernkølingsanlæg forsyner også serverrummet til den nye supercomputer
og sikrer, at den kan køre under optimale forhold.
