Mindre energiforbrug og bæredygtig indvinding med kildepladsmodeller

ALECTIA har foretaget en komplet redimensionering af pumpebestykningen og tilstandsvurdering af boringer og råvandsanlæg på flere kildepladser, herunder for TREFOR og Esbjerg Forsyning. Redimensioneringen sker ved brug af en dynamisk kildepladsmodel, som ALECTIA har været med til at udvikle. Erfaringerne viser, at der typisk kan opnås energibesparelser på 20 procent.
Kildepladsens forskellige elementer(grundvandsmagasin, pumper, rør, filtersætning, vandkvalitet osv.) er ikke stationære størrelser, men undergår forandringer ved kildepladsens drift som følge af slitage, aflejringer, tilstopning, sænkning af grundvandsstanden mv.
Kildepladsens enkelte dele er desuden indbyrdes forbundet og udgør en sammenhængende række dynamiske enheder. Pumpeydelsen fra den enkelte boring afhænger af løftehøjden, som igen er afhængig af, hvilke andre boringer der er i drift (tryktab i ledningsnettet), de hydrologiske forhold, boringens virkningsgrad m.v.
Selv om kildepladserne oprindeligt er designet optimalt, har det ved brug af kildepladsmodellen vist sig, at der kan opnås en betydelig optimering. Modelberegningerne viser, at energiforbruget typisk kan reduceres med 20 procent uden, at det går ud over hensynet til vandkvaliteten og vandressourcen i særlige tilfælde er der sågar set besparelsespotentialer på op til 40 procent.
Gevinsten opnås ved at sikre en pumpebestykning med optimal virkningsgrad i alle driftssituationer og ved tilpasning af krydsfeltet for ind- og udkobling af pumper eller overgang til harmonisk indvinding med frekvensstyrede råvandspumper for optimal tilpasning af pumpeydelsen.
